Vi får ofte spørgsmålet: “er det godt for mit barn at sidde i skråstolen?”
Mange børn nyder nemlig at sidde op og følge med, og fordi det også er praktisk og rart, kommer mange til at bruge skråstolen for meget.
Men børn bør ikke sidde op førend de selv kan sætte sig op – heller ikke i en skråstol.
Det skyldes, at ryggens muskler først er færdigudviklet, når dit barn selv kan sætte sig op. For de fleste børn sker det omkring 8-9 måneders alderen.
Hvis din babys rygmuskler ikke bliver stærke nok, kan det medføre, at:
- rygsøjlen blive belastet
- barnet ikke kan holde ryggen rank, men synker sammen
- skævheder i kroppen fastholdes, fordi barnet ikke kan holde sig selv oppe.
Men vigtigst af alt: Skråstolen stjæler dyrebar tid på gulvet
Det er nemlig på gulvet, at dit barn primært bygger sin coremuskulatur op og bliver stærk i ryg. og mavemuskler. Når dit barn skifter stilling fra ryg til mave og mave til ryg, drejer rundt om sig selv og ligger på maven, trænes de muskler (coremusklerne) som skal give en stærk ryg. Hver gang dit barn sidder op, blandt andet i skråstolen, snydes musklerne derfor for god og vigtig træning.
Må vi så slet ikke bruge skråstolen til vores baby?
Naturligvis skal dit barn ikke kun ligge, fra hun bliver født, til hun kan gå. Generelt gælder det om at se på, hvor meget dit barn sidder sammenlagt i løbet af dagen, det vil sige i autostol, bæresele og i skråstol. Nogle familier bruger alle dele i længere perioder hver dag, og det kan blive for meget for det lille barn.
En god tommelfingerregel at have i baghovedet er, at børn, der ikke selv kan sidde og ikke selv kan komme til og fra den siddende stilling, max bør sidde 10-15 minutter ad gangen. Optimalt set skal barnet tilbringe så meget tid som muligt på gulvet og kun sidde, når det er nødvendigt, som når barnet får skemad. (Køreture tæller ikke, for her er sikkerheden vigtigere). Længere nede på siden giver vi dig gode råd til alternative stillinger, I kan bruge, fx hvis I gerne vil sidde med barnet hos jer.
Sørg for at være bevidste om:
- Hvor lang tid ad gangen sidder dit barn i skråstolen?
- Hvor gammelt er dit barn?
- Hvor meget sidder dit barn i øvrigt i løbet af en dag? (autostole, bæresele, siddende på gulv, siddende hos jer, osv.)
Må vi heller ikke bruge skråstolen, når vores baby bliver ældre?
Før dit barn selv kan sætte sig op, er skråstolen som sagt udmærket, når jeres barn får skemad, i perioder på 10-15 minutter af gangen.
I takt med at jeres barn bliver ældre, og hun selv kan sætte sig op, må hun gerne sidde mere, men her er skråstolen dog stadig ikke nogen god løsning. At sidde i skråstol er nemlig fortsat en meget passiv stilling og hjælper ikke jeres barn med at styrke musklerne i kroppen. Derudover kan barnet ikke sidde rank. Hvis jeres barn skal sidde, er det derfor bedre at placere hende i en højstol eller på gulvet.
Min baby har siddet i skråstol indtil nu – kan det give problemer?
Nej, det gør det næppe. Men det er en god ide, gradvist at vænne dit barn til at være mere på gulvet. Det kan være svært, hvis barnet er vant til at sidde oppe i skråstolen. Et godt råd er derfor, at du kommer med ned på gulvet sammen med barnet og sørger for, at det bliver hyggeligt at være der.
Alternativer til skråstolen
✔️ Lad barnet ligge på maven på spisebordet (hvis pladsen tillader det)
✔️ Læg barnet på maven på dit skød (placér evt. et lille spejl foran barnet, så hun kan se dig)
✔️ Hold barnet på maven på din arm (og tilbyd hende et stykke legetøj at holde ved)
✔️ Leg på gulvet sammen med dit barn.
Skriv endelig til os, hvis du har spørgsmål om dit barns motorik eller udvikling.
Vi er altid klar til at hjælpe – ring til os på 9718 7913 eller skriv til os på info@din–boernekiropraktor.dk